Aluminiumsplader
Vi tilbyder grønne løsninger
Den mest gængse beklædning til vores aluminiumsrammer på messestande er aluminiumsplader.
Alupladerne er 2,5 mm tykke. De har en midterkerne på 2 mm af genbrugsplast; Udvundet fra husholdningsaffald såsom plastikposer og husholdningsfilm på certificeret fabrik. For- og bagside består af et meget tyndt lag genbrugsaluminium. Teknologisk design bruges ved fremstilling samtidig med at der tages hånd om naturen.
Trods flere og nye internationale regler og love vedrørende håndtering af genbrug og fremstilling af diverse materialer, er vores leverandør helt på forkant.
Midterkernen består af genbrugsplast; F.eks. fra strandoprydning eller husholdningsaffald.
De tynde lag genbrugsaluminium kommer fra husholdningssortering, industrien eller skrot.
Fordele ved alupladen
Genbrug er naturligvis nøgleordet, hvorfor det er fornuftigt at bruge alupladerne. Genanvendelse af aluminium kræver 95% mindre energi, generer 95% mindre CO2 udledning og skaber 97% mindre vandforurening end fremstilling af primært aluminium.
Hos Expo Partner har det haft følgende fordele på vores messestande i 2019 - mod at montere en mdf-plade:
- Alupladerne vejer 50,71% mindre.
- Vi har opbygget knap 14.000 m2 væg med aluplader og dermed sparet 46.440 kilo plader.
- 139.320 færre kilo transporteret, da de transporteres 3 gange.
- 185.760 færre kilo løftet af vores montører, da de løftes 4 gange.
Færre kilo transporteret giver alt andet lige mindre CO2-udslip. Vi arbejder dog stadig på at gøre transporten endnu grønnere med valg af transportform og brændstof.
Pladens levetid
Når kunden har bestilt en plade, bliver der printet det ønskede direkte på pladen f.eks. logo. På bagsiden monteres velcrobånd, så den kan fastgøres til alurammen. Kunden kan oftest bruge pladen på adskillige messer, hvorfor vi opbevarer den på vores lagerhotel til næste messe.
Når kunden ikke længere kan bruge pladen og den skal skrottes, sender vi den til genbrug. På affaldsstationen skiller de pladen ad, så aluminium genbruges igen og plastkernen også genbruges igen.

Alternativer til aluplader
Aluplader er det mest efterspurgte som beklædning på messestande. Derudover printer vi meget på bannere og plader af pap. Har kunden helt særlige ønsker til en messestand tilbyder vi naturligvis også det som løsning i samarbejde med kunden.
Vil du læse mere om vores rammesystem - klik her
Fordele ved at bygge messestande i aluminium
Vi går gerne forrest i at vælge de grønne løsninger
Hos Expo Partner er vi stolte af at begrænse vores miljøpåvirkning ved at have valgt aluminium, som det primære produkt til opbygning af messestande. Aluminium er det mest almindeligt fundne metal på vores planet - det er stærkt og alligevel let.
Bæredygtighed er in. Hos Expo Partner gør vi vores for at passe på miljøet. Når vi bygger skræddersyede messestande, har vi altid in mente, hvordan vi gør det på den mest bæredygtige måde - uden at gå på kompromis med kvaliteten af resultatet, så det stadig matcher vores kunders behov og ønsker. Bæredygtighed er en vigtig værdi for os, og derfor har vi fokus på at tænke bæredygtighed ind, når vi designer og bygger messestande hver eneste dag.
Fornuftig produktion
Vores modulsystem er af høj kvalitet. Vi har valgt en leverandør, der er løber forrest, når det kommer til bæredygtighed. Systemet er produceret af 75-100% genbrugsaluminium. Genbrugsprocessen for aluminium kræver kun 5% energi sammenlignet med produktionen af primært aluminium. Produktionsanlægget kører hovedsageligt på solenergi med over 1000 m2 solcellepaneler.
Solcellepaneler, der producerer den nødvendige strøm til produktionen af modulsystemet.
Genanvendelighed
Der er lang levetid på produktet, hvilket gør det genanvendeligt på uendeligt mange messer.
Fleksibilitet og præcision er nøgleordene for brugen af det i opbygningen af messestande. Det er nemt at sætte sammen uden værktøj. Derfor har det hos Expo Partner længe været slut med masser af tungt træ, skruer, maling, lak, folie m.v.
Når en ramme en sjælden gang imellem går i stykker, kan den nemt repareres. Når dens levetid er udtjent køres den naturligvis til genbrug.
Modulsystemet af aluminium, der er grundskelettet i messestanden.
Fragt og arbejdsvilkår forbedres
Fordelene ved at vælge aluminium er mange. Da det er et let produkt, er det lettere håndterbart for vores montører og giver langt bedre arbejdsvilkår og færre skavanker. Vi sparer også på CO2 kontoen, når mange kubikmeter aluminium skal fragtes fremfor træ og andet.
Vidste du, at ved at bruge vores aluramme fremfor et træskelet, er der:
- sparet 72,5 ton i vægt i år 2019, da vi lejede 10.317 m2 ud.
- transporteret 649 ton mindre på vejene i år 2019.
- løftet 1156 ton mindre for vores montører i år 2019.
Dertil kommer aluplader, banner, pap fremfor træ, der skal beklæde rammen på messen.
Når grundopbygningen af messestanden er på plads
Udenpå modulsystemet monterer vi primært aluplader, bannere, pap eller andet efter vores kunders ønsker. Du kan læse mere om alupladerne her.
Vi tilbyder desuden at supplere messestanden op med LED-belysning, gulv, økologisk kaffe, miljørigtige skraldespande med bionedbrydelige poser og meget andet.
Foråret er for alvor skudt igang hos Expo Partner!
Foråret er på trapperne - nye ansigter og nye spændende opgaver
Hos Expo Partner glæder vi os over, at der nu er flere lyse timer i døgnet. Vi løber stærkt som altid, men foråret byder heldigvis også på tid til at indhente ny inspiration og nye kræfter til vores hold. I dette indlæg kan du læse mere om, hvad der rører sig hos os her i den første forårsmåned. Herunder de spændende messer, som vi er i fuld sving med at designe og bygge stande til.
Hvilke messer kan du finde os på i marts måned?
Som altid er vi i fuld sving med nye inspirerende messestande for vores kunder til et hav af forskellige messer rundt omkring i verden. Alene i marts kan du se vores arbejde her:
- MEE i Dubai - messe om elektricitet og teknologi
- IWA i Nürnberg - messe om jagt og outdoor aktiviteter
- EAU i Barcelona - international konference inden for psykiatrien
- Transportmessen i Herning
- Seafood Expo i Boston
Tid til at hente ny inspiration her i foråret
Foråret byder også på mulighed for at indhente ny inspiration til de mange messestande, som vi skal have designet og bygget her i 2019 for vores mange skønne kunder. Det betyder, at vi også selv tager os tid til at deltage i messer inden for designverdenen. Vi vægter højt, at vores designere kan tage på inspirationsture flere gange i løbet af året. Denne gang gik turen til Frankfurt for at deltage i interiørmessen Ambiente.
Som designer er det altid vigtigt at være på forkant og kende til de nye tendenser og trends - det giver os muligheden for at kunne være first-movers med nye fængende og anderledes ideer, som alle vores kunder kan nyde godt af.
Denne gang lå fokus på belysning, materialer, farver, former og ikke mindst de små anderledes detaljer, der er med til at vække opsigt i enhver messestand. Det, vores designere især lagde mærke til, var grønne planter, som gerne skulle være i en hængende form, hovedsageligt ned fra loftet.
I forhold til belysningen, måtte messestanden gerne lege med farverne, udvalgte elementer skulle gerne have en spotbelysning, hvor resten af messestanden havde en mere dunkel belysning. Hertil var LED den helt store spiller.
Det rå trælook og leg med farver blev spottet på flere måder. Blandt andet som grafik, podie materiale og vægbeklædning. Hertil var messestandene også indrettet anderledes - Det var ikke ualmindeligt, at der var rum i rum på selve messestanden. Dette var gerne i form af transparente vægformer.
Med bagagen fyldt med indtryk, fed inspiration og masser at tænke over er vores designere fra tegnestuen netop vendt hjem igen med fornyet energi til et forår sprængfyldt med spændende designopgaver.
Sig hej til nye og kendte ansigter på kontoret i Viborg
Der er også sket lidt nyt på medarbejderfronten den sidste tid. Vi er glade for at have udvidet vores stab på kontoret i Viborg med to dygtige og skønne medarbejdere.
Vi håber, at I vil tage godt imod vores nye designer Camilla, som til dagligt vil befinde sig på vores tegnestue, og hendes navnesøster Camilla, der er blevet ansat i vores salgs- og marketingafdeling. Camilla, der nu skal arbejde tæt sammen med Steffen, har tidligere været i praktik hos os, og vi er glade for at have hende tilbage igen.
Tag godt imod begge Camilla’er.
7 markedsføringstrends anno 2019: Hvad forventer dine kunder af dig?
Hvad er de mest fremtrædende markedsføringstrends? Og hvordan skal du markedsføre eller positionere din virksomhed anno 2019 for at få mest muligt succes?
Det tager vi et kig på i artiklen her, hvor vi kommer med et bud på de 7 mest fremherskende markedsføringstrends. Vi kommer også ind på, hvordan du med fordel kan tage det med dig, når du skal have designet og bygget en ny messestand til din virksomhed.
1. Gør det tydeligt, at din virksomhed gerne vil gøre en forskel
Forbrugerne anno 2019 er ikke bange for at bruge deres stemmer, og de ytrer sig gerne om løst som fast på de sociale medier. De er meget kritiske og bevidste. De fleste har en forkærlighed for de virksomheder, som går ind og viser, at de gerne vil gøre en forskel i forhold til de problemer, som vi har i verden.
Når du skal ud at promovere din virksomhed, hvad enten det så er på en messe eller til en konference, så gør det gerne tydeligt, hvis din virksomhed gør nogle miljøvenlige tiltag, donerer penge til de fattige børn i Afrika eller noget tredje velgørende. Det hitter hos forbrugerne - og så er der ingen grund til at lægge skjul på det, vel?
2. Gør dit brand autentisk
Måske er du allerede selv nået dertil, at du er ved at være godt træt af de mange glansbilleder, som bliver slået op på de sociale medier? Der er i hvert fald en klar tendens til, at forbrugerne efterspørger noget mere råt og autentisk. Noget, som kan mærkes på en anden måde, og som virker mere ærligt.
I stedet for at skabe en messestand, som fremstår alt for formel og upersonlig, kan du måske forsøge at tænke mere miljø og mere personlighed ind. Det vil de besøgende kunne mærke på en anden måde. De vil sikkert også finde det mere behageligt, hvis du fjerner filtret, og viser din virksomhed fra en anden, mere ærlig og autentisk side.
3. Skab en autentisk relation til dine kunder
Unikke og personaliserede produkter hitter hos forbrugerne anno 2019. Det er der ingen tvivl om. Du kan komme langt med din forretning ved at vise dine kunder, at du forstår deres behov, og du har de rette produkter til at imødekomme dem. Personlig kommunikation vægtes højt. Det gør du klogt i at tænke ind i din markedsføring.
På en messestand er det vigtigt, at der er ressourcer og tid til, at du og andre repræsentanter fra virksomheden kan tale med kunderne. Der findes ikke mere personlig kommunikation end den kommunikation, der findes mellem to mennesker, der mødes face to face. Det bør du udnytte næste gang din virksomhed deltager i en messe.
4. Informér, informér og informér
De kritiske forbrugere anno 2019 vil gerne vide så meget som muligt om dine produkter. Er din virksomhed ikke tilstrækkeligt gennemsigtig, kan det skræmme potentielle kunder væk. Gør det muligt for forbrugerne at finde information om dine produkter . Lige fra deres ‘fødsel’ til der, hvor de er nu. Sælger du tøj, så informer om dine leverandører og hvor tøjet bliver produceret. Sælger du fødevarer så fortæl om, hvor de er blevet produceret og forarbejdet. Sig så meget som muligt - Så enkelt som muligt.
I forhold til en messestand kan du også her gøre meget for at gøre din virksomhed og dine produkter så transparente som muligt. Lad det være tydeligt, hvad der er værd at vide om dine produkter og giv de besøgende mulighed for at søge mere information i brochurer, på en skærm eller noget helt tredje. Gør det muligt for dem at finde al den information som de ønsker om dine produkter.
5. Læg ikke skjul på bæredygtighed
Sælger du bæredygtige produkter? Eller producerer din virksomhed på en bæredygtig måde? Så er det med at få det frem i lyset. Klimaproblemerne og bæredygtighed er det nye sort og det er en problematik, som langt de fleste har en holdning til.
Skal du på messe, får du også en glimrende mulighed for at få det frem i lyset, hvis din virksomhed agerer på en grøn og bæredygtig måde, eller hvis dine produkter er klimavenlige. Show it - don’t tell it. Sæt gerne mange kræfter ind på at vise det på din stand.
6. Gør det nemt og tidsbesparende for dine kunder
Tid er en mangelvare som aldrig før. Det betyder at mange kunder vil vælge en hurtig og tidsbesparende løsning, hvis der er mulighed for det. Tænk derfor gerne i, hvordan du kan være med til at spare dine kunder for tid. Dine kunder vil gerne have mere tid - så kan du give dem mere tid med dine produkter, er du et skridt nærmere at få succes med dit produkt.
Når du skal designe din messestand eller markedsføre dine produkter på anden vis, kan du overveje, om du skal slå dig på, hvordan du med dine produkter kan spare dine kunder for tid. Det kan være med til at fange deres opmærksomhed, da tid er noget, som mange mennesker efterspørger i dag.
7. Skab tillid og vær tilstede
Tillid er et nøgleord, når vi ser på de fremherskende trends inden for markedsføring anno 2019. Forbrugerne vil gerne handle hos virksomheder, som de kan stole på og forholder sig til de aktuelle samfundsproblemer.
Det er derfor vigtigt, at du viser omverdenen, at din virksomhed er transparent og gerne informerer om produktionsmetoder med videre. Er din virksomhed aktiv på de sociale medier, er det også en god ide at deltage i debatten og vise, hvad virksomheden står for.
Er bæredygtighed også en vigtig værdi for dig?
Bæredygtighed er in. Det gælder både inden for virksomhedernes verden og i de private forbrugeres regi. Og heldigvis for det. Des mere vi løfter i flok, des bedre kan vi passe på moder jord. Hos Expo Partner gør vi også vores for at passe på miljøet.
Når vi bygger messestande, har vi altid in mente, hvordan vi gør det på den mest bæredygtige måde - uden at gå på kompromis med kvaliteten af resultatet. Læs herunder mere om, hvad vi gør for at værne om miljøet og bygge grønne messestande.
Genbrug er lig med sund fornuft
For at reducere vores forbrug af materialer genanvender vi altid alle de materialer, som vi kan, her hos Expo Partner. Det er en af grundene til, at modulerbare og genanvendelige systemer danner base for langt de fleste af de messestande, som vi bygger til vores kunder. Det giver os nemlig mulighed for at skalere den enkelte messestand i alle størrelser - uden at skulle skifte materialet ud.
Har du fået bygget en messestand hos os, kan du altså nemt skalere den op eller ned, hvis du har planer om at gentage succesen og deltage i en eller flere messer, hvor der hersker andre krav til din stand. Vi behøver ikke bygge en helt ny messestand til dig, men kan nemt justere den, som vi allerede har bygget til din virksomhed. Det sparer ikke bare dig for en masse penge, men det skåner også miljøet.
Spar på strømmen på din messestand
For at reducere det strøm, som vores messestande sluger, har vi investeret i LED-belysning. LED-lyskilder skåner ikke bare miljøet, men det giver også et langt bedre lys ved din messestand. Og så kan du nøjes med færre lamper.
LED-belysning har gjort, at vi kan tilbyde vores kunder en bedre belysning med kun en tredjedel af de lamper, som de skulle bruge, før vi investerede i LED. Det gør i sidste ende, at vi kan spare en masse transportplads, strømforbrug og tid på at sætte lamper op. Og som den allerstørste gevinst nyder også miljøet godt af vores skifte til LED-belysning.
Miljøvenlige bordplader uden vedligehold
De bordplader, som bliver anvendt i vores messestande, har også fået en bæredygtig opgradering. Tidligere anvendte vi traditionelle malede bordplader, som havde den ulempe, at de skulle vedligeholdes og males igen og igen. I dag er vi gået over til laminatbordplader. De tager sig mindst lige så godt ud, men de har den klare fordel, at de ikke skal vedligeholdes eller males. Det er både vi og miljøet glade for.
Innovative og bæredygtige messestande
Bæredygtighed er en vigtig værdi for os, og derfor har vi fokus på at tænke bæredygtighed ind, når vi designer og bygger messestande hver eneste dag. Faktisk har vi en målsætning om at være den virksomhed, der udarbejder messestande på den mest innovative og bæredygtige måde. Og det stiller naturligvis nogle høje krav til os, som vi gør vores bedste for at efterleve.
Selvom bæredygtighed fylder meget i vores bevidsthed, overgår det dog ikke tanken om, at det vigtigste for os er at designe skræddersyede messestande, som matcher vores kunders behov og ønsker. Vi bygger bare bæredygtigt på en måde, som er med til at gøre slutresultatet endnu bedre - og så er det jo bare en ekstra gevinst, at det også skåner miljøet.
Det er vi sikre på, at alle vores kunder kan støtte op omkring.
Er du interesseret i at høre mere, så kontakt os HER.
Seminar hos Expo Partner: Hvad er det nyeste inden for digitalisering?
Den 31. januar afholdt vi et seminar for en række af vores kunder. Arrangementet fandt sted i vores showroom i Viborg. De cirka 20 deltagere var alle interesserede i at vide mere om digitalisering i forhold til messestande.
Dagen bød på oplæg fra to eksterne oplægsholdere, der begge har et bredt kendskab til den digitale udvikling. De kom begge med deres bud på, hvad der bliver gjort muligt i fremtiden. Læs med her og få et indblik i, hvad du kan forvente af teknologien om kun få år.
En rejse ind i fremtiden
Jarle Fink Kondrup er den første taler, der går på, og han præsenterer sit oplæg ved at fortælle, at han vil tage deltagerne med på en rejse ind i fremtiden. Gennem sit daglige virke hos tænketanken og rådgivningshuset Innovation Lab kender han alt til den digitale udvikling og den fremtidige teknologi.
Han lægger ud med at forsikre deltagerne om, at den teknologiske udvikling tonser derudaf med mange hundrede kilometer i timen. ‘Synes I, at den teknologiske udvikling er gået stærkt de seneste ti år? Det kommer aldrig til at gå så langsomt, som det har gået indtil nu’.
Tid er og bliver en mangelvare
Tid bliver et mere og mere afgørende parameter, og det er virksomhederne inden for teknologiens verden også meget bevidste om. Derfor handler en stor del af de nye digitale produkter og trends på verdensmarkedet også om, hvordan de kan spare deres brugere for tid.
‘Hvad tænker I om at få leveret de pakker, som I bestiller på nettet, i jeres bagagerum, mens I er på arbejde?’, spørger Jarle ud i rummet. ‘Det arbejder Amazon allerede på. De samarbejder med bilproducenterne om at få skabt en løsning, så Amazon-medarbejderne kan låse sig ind i kundernes bagagerum og levere pakken der. Så kan forbrugerne spare tid ved ikke selv at skulle ind og hente deres pakke på vej hjem fra arbejde’, fortæller den entusiastiske oplægsholder.
Jarle trækker det ene efter det andet visionære eksempel frem fra ærmet på virksomheder rundt omkring i verden, som har udviklet nogle ret så vilde digitale produkter. Deltagerne bliver tydeligvis både forundrede og underholdt under Jarles oplæg.
Køløse butikker og stemmestyring som det nye sort
‘Hvordan lyder en køløs butik i jeres ører?’, spørger Jarle. ‘Det findes der allerede i USA. Du scanner dit Amazonkort, når du går ind. Mens du putter varer i dine lommer, din taske eller en pose rundt omkring i butikken, bliver det registreret af en masse kameraer. Når du går ud igen, får du tilsendt en elektronisk kvittering for dit køb. Du skal hverken stå i kø eller have penge op af lommen for at handle’, fortæller Jarle.
Da talen falder på stemmestyring, er Jarle ikke et sekund i tvivl. ‘Tro mig, vi kommer alle til at bruge det. 20 % af USA’s befolkning bruger det allerede, og det kommer vi også til her i lille Danmark’, fortæller Jarle overbevisende. ‘Hej Alexa, hvad er der i mit køleskab?’ eller ‘Alexa, sæt lige en timer på 10 minutter til min pasta’ er en del af de små funktioner, som du kan få hurtig hjælp til i det daglige, når først stemmestyring for alvor får taget fat herhjemme.
Besøger du et af de mange Meridian-hoteller kan du få syn for sagen. Her behøver du ikke gribe knoglen og ringe til receptionen, hvis du vil bestille roomservice eller have skiftet håndklæder. Det klarer du nemt ved hjælp af stemmestyring.
Skræmmende eksempler på nye digitale trends
Jarle fortæller også om, hvordan det i dag er muligt at manipulere med videoer. Ny teknologi gør det muligt at manipulere med både mimik, mundtale og speak. Det er umuligt at se forskel på, hvad der er ægte, og hvad der er manipuleret. Du kan også helt slippe for at se til dit barn i vuggen. Ved hjælp af kameraer i vuggen får du at vide, hvor tungt dit barn sover, hvor lang tid det bruger på at falde i søvn krydret med gode råd til, hvordan du kan gribe putningen bedre an næste gang.
Jarle afslutter med at fortælle om et ret så skræmmende eksempel på, hvordan du helt kan undgå selv at mærke efter, hvordan du har det indeni. Produktet hedder People Keeper. Ved hjælp af et armbånd får du svar på, om du har det godt eller skidt med de mennesker, du omgås, og de situationer, du befinder dig i. Armbåndet fortæller ganske simpelt, hvad der stresser dig og gør dig godt.
Spørgelystne deltagere og tid til at strække ben
Efter oplægget bliver der rejst gode og relevante spørgsmål fra deltagerne. Hvor er det etiske aspekt blevet af? Hvor langt kan vi tillade os at gå, før vi ødelægger menneskeheden? Og med disse interessante og reflekterende spørgsmål bliver første del af dagens program rundet af.
En rejse ind i Virtual Reality
Næste levende billede på scenen er den entusiastiske Michael Lundorff-Hansen. Han præsenterer sig selv som CEO hos EON Reality i Danmark, der er et større amerikansk VR-firma, der er med helt fremme i skoene, når det kommer til alt inden for virtual reality.
EON Reality har for nylig åbnet sit kontor i Viborg, og de har placeret sig lige oven på Expo Partners lokaler. Michael lægger derfor også ud med et løfte til deltagerne om, at de må komme med ovenpå og prøve en masse fedt grej, når han er færdig med sit indledende oplæg. Dermed vil det give en bedre fornemmelse for hvordan produkterne kan bruges på messestande.
‘Alting er muligt med data’, indleder Michael. ‘Du kan tracke din gåtur med hunden eller den seksuelle aktivitet, der foregår under dynen i soveværelset. Stort set alting er muligt i dag, starter Michael. Han fortsætter med at illustrere telefongodkendelse på en af deltagerne oppe foran. Den adlyder prompte ved at svare ‘menneske’, da han peger på en deltager, og ‘glas’, da han peger sin telefon mod et vandglas på bordet.
Hvad går det der VR og AR egentlig ud på?
Michael tager sig tid til at gennemgå de forskellige teknologier for deltagerne. Han kommer med masser af spændende eksempler og gennemgår alt fra VR til AR og AVR. Det er tydeligt at spore hans entusiasme. ‘Det bliver super fedt, når det er helt på plads - og ved, I hvad, der mangler? Teknologien er der, men brillerne mangler’, fortæller Michael efter at have vist en film om, hvad det er muligt at skabe ved hjælp af AVR.
Michael spår AVR en stor fremtid. ‘Det bliver det helt vilde’, forsikrer han. Han kommer med et eksempel på AVR, der vil give os uanede muligheder for at spare tid.
En mand i Danmark kan ringe til en samarbejdspartner i Bangladesh, da han har problemer med en maskine, der ikke virker. Manden tager sin telefon op foran maskinen - ligesom du ville gøre med Facetime - og manden, der sidder i den anden ende af verden, kan ikke bare se maskinen, men kan også tegne på den og vise helt konkret, hvad der skal gøres ved den. Om han skal åbne et dæksel, pege på en bestemt skrue eller noget helt tredje.
Helt nye måder at være i verden på
Michael fortæller om de mange muligheder, som VR, AVR og de andre nye teknologier åbner for os. Han illustrerer blandt andet på film, hvordan en fremtidig 3D-scanning af en baby inde i maven kan foregå. "Vores muskler kan også blive styret ved hjælp af teknologi, og det åbner spændende muligheder for gamification i forhold til genoptræning af patienter", fortæller Michael. Og efter det spændende og tankevækkende oplæg, er det nu blevet tid til at lege.
Michael inviterer alle deltagerne med ovenpå i EON Realitys lokaler. Her kan de få lov at mærke på egen krop, hvad VR og AR kan gøre ved vores hjerne og vores kropsfornemmelse. Måske også få en fornemmelse for hvordan det vil være at have med på diverse messestande.
Virtual Reality legeplads for de legelystne
Deltagerne tages med ovenpå, hvor der er en række forskellige stationer med forskelligt grej. De bliver hjulpet af en række hjælpsomme medarbejdere fra EON Reality. Deltagerne prøver kræfter med 3D-fjernsyn, wifi-dragt, VR-briller og udstyr i 4D til kreative, sjove spil.
Agromek: Slutspurten i 2018
I dag er landbrugsmessen Agromek netop afsluttet i Herning. Vi er stolte af at have bygget et stort antal af de stande, der var til stede på messen. Vi glæder os over at tage del i Nordeuropas førende og største messe inden for landbrugsbranchen.
Fremtidens landbrug og de nyeste maskiner
Agromek havde noget at byde på for enhver, der interesserer sig for landbrug. Hvad enten du er vild med de store landbrugsmaskiner, eller du gerne vil vide mere om fremtidens landbrug, var der masser at komme efter på Agromek.
Der var masser af faglige oplæg, som du kunne tage del i. Endvidere at gå rundt til de mange messestande kunne du også aflægge udstillingshallen et visit. Her vrimler det med de største og de nyeste maskiner på markedet. Interesserer du dig for biogas, kunne du mødes med andre, der deler den samme interesse og holdning, og få indsigt i den nyeste viden på biogasområdet.
Du kunne også se de studerendes bud på en løsning på fremtidens udfordringer inden for landbrugets verden, når de battler om at løse real-life-cases.
Expo Partners rolle på Agromek
Meget af det arbejde, som vi har lagt i Agromek, er gået forud for afholdelsen af messen. Vi har knoklet med at designe unikke og innovative messestande til en lang række af de udstillere, der er til stede til Agromek.
28 stande har vi i alt bygget i forbindelse med Agromek, og antallet af mandetimer kan du doble op et utal af gange. Det har været sjovt, hårdt og fantastisk! Nu kan vi se resultatet af vores arbejde, når messen løb af stablen, og alt gik som smurt.
Året der gik - tak for et godt samarbejde
Hos Expo Partner har der været fuld fart på de sidste måneder. I november måned designede og byggede vi ikke mindre end 53 stande fordelt over hele verden. Løbeskoene blev taget på, og det er med stor tilfredshed, vi er kommet godt i mål. Og med de ønskede resultater.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle vores kunder for et godt samarbejde i året, der er gået. Vi glæder os til at bygge endnu flere messestande til jer alle i 2019.
2019 kan bare komme an
Vi glæder os til at tage hul på et nyt år, når vi kommer på den anden side af nytår. Expo Partner holder juleferie fra den 20. december til den 2. januar. Herefter sidder vi igen klar til at tage imod nye og spændende opgaver inden for messebranchen.
God jul og godt nytår fra alle os til alle jer.
Food Tech i Herning: Vi har taget løbeskoene på
Efteråret har budt på mange spændende opgaver, og som det ser ud nu, foregår alt gang i løb her hos Expo Partner. Ikke nok med at november måned står på Food Tech, så bygger vi sideløbende messestande i 7 andre byer fordelt over flere verdensdele.
Vi elsker messer – og vi elsker at have travlt. Det betyder nemlig, at vi kan hjælpe flest mulige kunder med at få succesoplevelser på messer rundt omkring i hele verden. Læs mere om, hvad vi render og laver for tiden, og hvorfor vi har måttet hive løbeskoene frem fra skabet.
Årets Food Tech messe slår rekord
Det er tolvte gang, at Messecenter Herning slår dørene op for fødevaremessen Food Tech. Antallet af udstillere, som i år er oppe på 308, har oplevet en markant fremgang, og der forventes også at dukke rekordmange deltagere op. Mere end 8.000 deltagere besøger hvert år den populære messe, og også H.K.H. Prins Joachim slår et smut forbi årets messe.
Udover det stigende antal inspirerende messestande er der også rekordmange aktiviteter på programmet i år. Du kan som deltager overvære alt fra innovationskonkurrencer og fødevarekonkurrencer til inspirerende konferencer og oplæg, og messen er også vært for verdenskongressen om bæredygtigt vandforbrug.
Husk derfor at sætte rigeligt med tid af, hvis du tager turen til Messecenter Herning en af dagene fra den 13. til den 15. november. Der er rig mulighed for at indhente ny viden og få fornyet inspiration, hvis du er beskæftiget i eller på anden vis har interesse i fødevareindustrien, og der er gratis adgang for fagfolk.
Vi bygger på livet løs
Vi er hos Expo Partner stolte over at være en del af Food Tech. Vi står traditionen tro for at bygge en lang række af stande til messen, og vi tager os i år af 13 af slagsen.
Messestande fra Cannes til Singapore
Selvom Food Tech messen tager meget af vores tid her i november, er det ikke det eneste store projekt, som vi har gang i. Lige nu er vi også travlt beskæftiget med at bygge stande i henholdsvis Odense, Nürnberg, Wien, München, Hannover, Cannes og Singapore.
Vi bygger løs i hele verden i disse dage – og vi har derfor skiftet vinterstøvlerne ud med løbesko, så vi kan følge med i det hurtige tempo.
Din guide til messedeltagelse: Det skal du huske efter messen!
Efter en messe kan du ikke bare læne dig tilbage og nyde, at arbejdet nu er overstået. I hvert fald ikke hvis du vil have det optimale ud af din deltagelse. Hvordan skal du forholde dig til de kontakter, du har fået? Og hvad med pressearbejde? Få vores gode råd til, hvad du skal huske, når messen er slut, og du står over for det opfølgende arbejde.
Følg op på dine kontakter
Et af de absolut vigtigste punkter, når det kommer til arbejdet med messer, er at følge op på de kontakter, som du har fået under messen. Takket være den tid, som vi lever i, har du flere forskellige muligheder for at følge op. Du kan sende en personlig mail, eftersende materiale, sende et brev med snailmail, skrive for at få en aftale i stand eller gribe knoglen og give et kald.
Hvordan du skal agere på de forskellige leads afhænger i høj grad af dit budskab og den snak, som du havde med de enkelte personer (netop derfor er det så uhyre vigtigt, at du får registreret dine kontakter på en effektiv og praktisk måde, når selve messen løber af stablen).
Evaluer umiddelbart efter
Evaluering er altid nemmest at gå til, når hukommelsen er frisk. Få derfor hurtigt sat et kryds i kalenderen, og indkald til et evalueringsmøde med alle involverede parter. Husk både at komme ind på, hvad der gik godt, og hvad der gik mindre godt. Hvad var de besøgende især interesseret i? Hvad vakte deres opmærksomhed? Kunne du have brugt supplerende materiale at dele ud af? Og var der tid nok til at tale med gæsterne, eller skulle der have været flere mand på posten?
Evaluering er guld værd, når det kommer til fremtidige messer, hvor du kan tage alle erfaringer med videre. Og genbruge succeser - og undgå at begå de samme fejl.
Nåede du dine målsætninger?
I forhold til evaluering er det også vigtigt at se på, om du nåede de mål, som du havde stillet op. Nåede du x antal besøgende, som du stilede efter? Fik du x antal kontakter i hus, som du havde forventet? Det giver dig et godt billede af, om din messedeltagelse har været indsatsen værd, og om du skal skrue op eller ned for nogle parametre næste gang.
Sammenlign dine resultater med de opstillede mål – det er altid et godt pejlemærke for, hvorvidt det har været en succes eller ej at være med.
Lav opfølgende pressearbejde
Vil du gerne have det ud i verden, at du har været på messe? Overvej, om du skal lave opfølgende historier til de sociale medier, den lokale presse eller din egen hjemmeside. Skal der skrives en eller flere tekster, er det en god ide at få det gjort umiddelbart efter messen, mens det stadig er en aktuel nyhed.
Vil du afsted igen næste år?
Hvis det har været en succes at være på messe, og du gerne vil afsted igen næste år, hvorfor så ikke allerede få booket en messestand med det samme? Så er det på plads, og du kan sætte et kryds i din kalender og starte dine forberedelser til næste år i god tid.
I sidste indlæg tog vi et kig på, hvad du ikke må glemme under messen!.
Læs mere i vores messeguide HER
Din guide til messedeltagelse: Det må du ikke glemme under messen!
Er det ved at være oppe over, at du skal på messe og repræsentere din virksomhed? Alt, hvad der vedrører selve din messestand, skal du ikke spekulere mere over. Det har vi fuldstændig styr på, hvis det er os, du har hyret til at designe og bygge din stand. Men hvad skal du selv huske? Og hvad må du absolut ikke glemme, når startskuddet til messen er lydt? Her står du på skud for alle de besøgende, som viser interesse for din messestand. Det giver Expo Partner dig vores bud på her.
Tænk smart og vær imødekommende
Et af de overordnede formål med at have en messestand er at indsamle nye kontakter. Og du vil unægteligt komme i kontakt med en masse forskellige mennesker, når du repræsenterer din virksomhed på en messestand. Det er derfor afgørende, at du har en plan for, hvordan du vil registrere de kontakter, som du får på messen. For én ting er at indsamle kontakter – en anden ting er at administrere dem, så det er nemt at følge op på dem bagefter.
Hav gerne et system klar, hvori du kan registrere de forskellige kontakter. Husk også at levne plads til, at du kan registrere deres interesse eller jeres aftale om fremtidig kontakt. Angiver du alene navn og mail, kan det være svært at huske, hvad jeres samtale egentlig drejede sig om.
Hav materiale klar
Når du skal fortælle og svare på spørgsmål, er det guld værd at have noget materiale, som du kan læne dig op ad, og som du kan dele ud af. En fysisk eller digital flyer eller en brochure og visitkort er et must, når du skal på messe. Og noget, som du aldrig må gå ned på.
Glem heller ikke at give alle de, der står ved din messestand, et navneskilt på. Det gør det på en og samme tid mere personligt og professionelt, når både personens eget navn og virksomhedens logo er angivet.
Tag dig god tid til alle besøgende
Det kan være nemmere sagt end gjort, hvis der er travlt på din messestand. Men glem ikke at tage dig god tid til hver enkelt besøgende, som viser interesse i din virksomhed og din stand. Gør dig altid den umage at tage dig god tid – også selvom der står flere mennesker i kø. Sæt pris på den interesse, der bliver vist, og tag dig god tid til at fortælle og svare på spørgsmål. Særligt hvis dit produkt ligger i den dyre ende af skalaen.
Husk på, at der ligger et potentiale i hver enkelt person, som besøger din stand. Hvad enten det så er som kunde, samarbejdspartner eller fremtidig medarbejder. Er det en stor messe, hvor der kommer mange besøgende, så vær hellere en mand for meget end en mand for lidt på posten.
Gå rundt til andre stande
Tiden flyver nemt afsted, når det går godt, og der kommer en masse besøgende forbi din stand. Men glem ikke den vigtige tur rundt på messen, hvor du selv får mulighed for at se, hvad der rører sig hos de andre virksomheder. Her har du en gylden chance for at få en snak med en konkurrerende virksomhed eller en potentiel samarbejdspartner.
Vær helt skarp på hvem, der skal hvad hvornår, på din messestand. Så kan du nemmere finde tid til selv at komme rundt på messen og få en masse værdifulde input.
Hav styr på det tekniske
Det sidste punkt på listen giver måske sig selv – men det gør det ikke mindre vigtigt. Husk at komme i god tid før messen åbner for besøgende, så du kan nå at tjekke op på, at alt spiller. Teknik er og bliver en drilsk størrelse, som kan volde problemer fra tid til anden. Og har du brugt tid og penge på en fancy robot eller en kæmpe LED-skærm, falder det hurtigt til jorden, hvis det ikke virker optimalt.
Så tjek hellere en gang for meget end for lidt, at der er styr på alt det tekniske. Og husk at komme i så god tid, at du har tid til at få det fikset, hvis der er problemer.
I forrig indlæg tog vi et kig på, hvad du skal være opmærksom på inden messen.